Entrepriseforsikring
I Danmark er der godt gang i byggeri- og anlægsarbejderne. Det betyder også at bygherrer, entreprenører m.fl. har et behov for at tegne entrepriseforsikring, for at dække de risici, der kan opstå under et byggeprojekt.
Hos Werenberg Advokater har vi ført mange sager med entrepriseforsikringen som udgangspunkt. Der opstår nemlig meget ofte tvister om et tab eller en skade på entreprisen er omfattet af forsikringsdækningen. Det kan være konstruktions- eller udførelsesfejl, materialefejl, skader der følger af vejrlig, revnedannelser, vibrationsskader, vandskader, spørgsmål om, hvorvidt der er tale om en skade eller en mangel i den udførte entreprise, forsinket levering af entreprisen, fortolkning af klausuler i forsikringspolicen, LEG3-klausulen og mange, mange flere.
Under udførelsen af et bygge- og anlægsarbejde er der en række særlige skaderisici, som kan føre til tab.
Det kan enten være i form af erstatningskrav, som følge af ansvarspådragende adfærd eller ved, at det arbejde, som er under udførelse, bliver beskadiget. Disse risici skal give anledning til forsikringsmæssige overvejelser for alle de involverede parter i byggeriet.
Læs med, når vi deler vores viden om entrepriseforsikringen, entreprisetvister og hvordan vi hjælper vores klienter med at opnå den forsikringsdækning, som de har ret til!
Kompleksitet fører til tvister
Mange entreprisesager er ofte komplekse og kan omhandle meget store byggerier, teknisk viden og meget store summer.
Det fører i nogle tilfælde til, at skadebehandlingen bliver for uoverskuelig og kompleksiteten gør det nemt for forsikringsselskabet at afvise forsikringsdækning.
I mange entreprisesager ser vi afslag på dækning fra forsikringsselskabet, som uberettigede, og at der i entreprisesagerne er en høj grad af underskud på retfærdighed mellem virksomheden, som forsikringstager og forsikringsselskabets skadebehandling.
Det underskud af retfærdighed, hjælper vi vores virksomhedsklienter med at udligne ved at tage deres sag.
I entreprise er der ikke en typisk tvist, men her er vores første udpluk
- Konstruktionsfejl
- Materialefejl
- Spørgsmål om risikoens overgang
- Forsinket levering
- Fortolkningsspørgsmål:
Var der tale om en mangel eller en skade?
I en sag, hvor Werenberg Advokater repræsenterer en underentreprenør, er der tvist om, hvorvidt der egentligt er tale om en skade, altså om skadebegrebet er opfyldt, og som følge heraf, om der er forsikrings­dækning på entrepriseforsikringen.
I sagen har underentreprenøren udført støbearbejder for hovedentreprenøren.
Støbearbejderne vedrører et større klimasikringsprojekt, og i forbindelse med arbejdet springer en støbeform op, og der sker skade på den allerede støbte konstruktion.
Bygherrens løbende entrepriseforsikring anerkender, at skadebegrebet er opfyldt, og tilbyder dækning for skaden, men fradrager en meget høj selvrisiko.
Den entrepriseforsikring, der er tegnet for det konkrete klimasikringsprojekt afviser imidlertid, at skadebegrebet er opfyldt, og vil ikke dække skaden.
Hos Werenberg Advokater repræsenterer vi underentreprenøren med at opnå den erstatning fra entrepriseforsikringen, som vi mener, at underentreprenøren har krav på.
Sådan arbejder vi med entrepriseforsikring
Når vi hos Werenberg Advokater arbejder med, en klient om at få tilkendt den rette dækning og erstatning fra entrepriseforsikringen, så sætter vi os grundigt ind i problemstillingen og vi giver altid sagen den opmærksomhed, som den kræver.
Et byggeri kan nemlig gå helt i stå, hvis ikke sagen håndteres korrekt, og det arbejder vi i videst muligt omfang for at undgå. Det er nemlig til skade for alle parter i byggeriet.
Teknisk viden
Vores advokater er vant til at rådgive i alle forhold om entrepriseforsikringen, og uanset hvilket stadie byggeriet eller entreprisen er i.
Ofte er en entrepriseforsikringssag kompliceret og kræver teknisk indsigt – og den del har vi også styr på for jer som forsikringstager.
Som advokater kan vi sørge for at indhente sagkyndig bistand, få anmodet om syn og skøn, og vi bistår jer hele vejen igennem.

Fortolkning af LEG3-klausulen
Var der tale om en dækningsberettiget skade eller en mangel, og er det så en uforudset hændelse?
Det spørgsmål har advokat (H) Christian Werenberg beskæftiget sig indgående med i en sag i en sag, der senest er afgjort af Østre Landsret.
Sagens faktum
I sagen repræsenterede Christian Werenberg en underentreprenør (UUE).
UUE havde til opgave at støbe nogle undergulve i et stort boligbyggeri.
Ifølge projektbeskrivelsen skulle en lyddug (trinlydsmåtte) udlægges helt ud til kantisoleringen for at undgå sammenstøbning af betondækkene.
UUE undlod dette, og det førte til en sammenstøbning mellem undergulv og overgulv, hvilket medførte overskridelse af trinlydskravene i byggeriet.
Anmeldelse af skaden
UUE anmeldte skaden på sin entrepriseforsikring, hvor der var tegnet en LEG3-klausul.
Hvad er en LEG3-klausul?
En LEG3-klausul udvider forsikringsdækningen, til også at inkludere skader opstået som følge af mangler, men ikke forbedringsomkostninger.
Forsikringsselskabets afvisning
Forsikringsselskabet afviste forsikringsdækning med henvisning til, at der ikke var tale om en dækningsberettiget skade, men i stedet en mangel.
Spørgsmålet for retten
Det spørgsmål retten skulle tage stilling til var således, om den fejludførte lyddug udgjorde en fysisk skade forårsaget af en uforudset hændelse, som det var krævet af forsikringsbetingelserne for at opnå dækning.
Byrettens dom
I første instans fastslog byretten, at der ikke forelå en uforudset hændelse, da UUE havde fået projektmaterialet, og dermed burde have kendt til kravet om korrekt udlægning af lyddugen.
Byretten konkluderede på den baggrund, at der var tale om en mangelfuld udførelse, som ikke var dækket som en skade, hvis det ikke sker som uforudset.
Landsrettens dom
Da sagen kom for Østre Landsret, blev byrettens dom stadfæstet.
Landsretten lagde til grund, at UUE havde modtaget det nødvendige projektmateriale, og at sammenstøbningen af gulvene var en forudsigelig følge af ikke at følge anvisningerne i projektmaterialet.
Landsretten vurderede på den baggrund, at der hverken var tale om en fysisk skade i forsikringsretlig forstand eller en uforudset hændelse, og afviste derfor, at der var forsikringsdækning under entrepriseforsikringen.
Sag af principiel karakter
For UUE er sagen imidlertid ikke afsluttet.
Hos Werenberg Advokater er det vores vurdering, at sagen har principiel karakter, og derfor er der søgt om procestilladelse til at føre sagen for Højesteret.