Forretnings­betingelser

Werenberg Advokater er beskikket af Justitsministeriet i Danmark og er medlemmer af Advokatsamfundet.

1. Forretningsbetingelsernes anvendelsesområde
1.1. Nærværende forretningsbetingelser gælder for alle opgaver, som udføres af WERENBERG ADVOKATER ApS (CVR-nr. 40178767) (”WERENBERG ADVOKATER”), medmindre andet aftales skriftligt.
2. Sagens modtagelse
2.1. WERENBERG ADVOKATER undersøger på baggrund af den kommende klients oplysninger inden samarbejdets påbegyndes, om der foreligger interessekonflikt og/eller inhabilitet.
3. Udførelse af opgaven

3.1. WERENBERG ADVOKATER rådgiver alene om dansk ret.
3.2. Alle opgaver udføres i overensstemmelse med de af Advokatrådet vedtagne advokatetiske regler (www.advokatsamfundet.dk), retsplejelovens regler om advokater samt anden relevant lovgivning. Alle advokater hos WERENBERG ADVOKATER er beskikket af Justitsministeriet og medlem af Advokatsamfundet.
3.3. Rådgivningen ydes alene for det specifikt aftalte formål, og må ikke anvendes til andre formål eller af andre end klienten. WERENBERG ADVOKATER er alene ansvarlige over for klienten.
3.4. Klienten modtager alle nødvendige brugsrettigheder til at benytte vore arbejdsresultater på sagen, idet alle andre immaterielle rettigheder hertil dog forbliver hos WERENBERG ADVOKATER.
3.5. Opdraget kan til enhver tid bringes ophør af klienten såvel som WERENBERG ADVOKATER. WERENBERG ADVOKATER’s opsigelse skal dog ske med respekt af de advokatetiske regler.

4. Kommunikation, arkivering m.v.

4.1. Skriftlig kommunikation inklusive udveksling af dokumenter vil som udgangspunkt foregå elektronisk via e-mail, digital post eller lignende, medmindre andet aftales eller forholdene tilsiger ikke-elektronisk kommunikation.
4.2. Ikke-elektronisk korrespondance og dokumenter vil som udgangspunkt blive scannet og opbevaret elektronisk af WERENBERG ADVOKATER. Det pågældende papirdokument vil efterfølgende blive destrueret, medmindre andet aftales.
4.3. Originale dokumenter, som i henhold til særskilt aftale ikke skal destrueres, tilbageleveres efter nærmere aftale med klienten, dog senest ved sagens afslutning.
4.4. Sagens dokumenter vil blive opbevaret i elektronisk form i indtil 5 (fem) år efter vores sidste faktura i den pågældende sag.

5. Honorar, udlæg og fakturering

5.1. WERENBERG ADVOKATER fastsætter honoraret i et særskilt aftalebrev, der udarbejdes efter modtagelsen af et opdrag. Honoraret tillægges moms, medmindre der gælder særlige undtagelser i henhold til gældende lovgivning.
5.2. Gældende timesats kan reguleres skriftligt af WERENBERG ADVOKATER inden udgangen af november med virkning fra efterfølgende 1. januar.
5.3. Klienten vil ud over honoraret blive faktureret eventuelle udlæg, herunder afgifter, udgifter til forsendelser, kopiering, print og tryk, oversættelser m.v., rimelige rejse- og opholdsudgifter og andre udlæg, som WERENBERG ADVOKATER har afholdt eller skal afholde som led i udførelsen af opgaven.
5.4. Sager afregnes som udgangspunkt månedligt, medmindre andet er aftalt eller i øvrigt måtte følge af sagens natur. Endelig afregning vil altid ske i forbindelse med sagens afslutning.
5.5. WERENBERG ADVOKATER’s faktura skal betales senest 14 dage efter fakturadatoen. Betaling skal ved overførelse fra en bankkonto tilhørende klienten til den i fakturaen anførte bankkonto. Ved forsinket betaling kan beregnes renter og gebyrer i overensstemmelse med renteloven.

6. Depositum, klientmidler og indskydergaranti

6.1. WERENBERG ADVOKATER kan anmode om depositum for honorar og udlæg ved arbejdets påbegyndelse og/eller andet tidspunkt.
6.2. Klientmidler inklusive deposita indsættes på WERENBERG ADVOKATER’s klientkonto i Lån&Spar Bank og forvaltes efter Advokatsamfundets regler. Renter tilskrives og tilfalder klienten i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler.
6.3. Opmærksomheden henledes på, at klientmidler er underlagt de til enhver tid gældende almindelige regler om indskydergaranti, hvorefter som udgangspunkt kun beløb op til modværdien af 100.000 euro pr. indskyder er sikret i tilfælde af bankens rekonstruktion eller konkurs. Hvis klienten selv har yderligere indeståender i samme bank, gælder begrænsningen på 100.000 euro for kontiene under ét. Hverken WERENBERG ADVOKATER eller den enkelte advokat har risikoen for midlerne ved bankens rekonstruktion eller konkurs. Klientmidler inklusive deposita kan anvendes til udligning af honorar og udlæg.

7. Hvidvaskloven

7.1. WERENBERG ADVOKATER er som advokatfirma underlagt hvidvaskloven. WERENBERG ADVOKATER er derfor forpligtet til at indhente og opbevare identitetsoplysninger om enhver klient.
7.2. Klienten skal på forlangende udlevere sådanne identitetsoplysninger, som WERENBERG ADVOKATER anmoder om til opfyldelse af hvidvasklovens regler.

8. Fortrolighed, klientreference m.v.

8.1. Samtlige medarbejdere hos WERENBERG ADVOKATER er underlagt tavshedspligt samt interne regler i overensstemmelse med lovgivningens forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner for handel med børsnoterede værdipapirer.
8.2. Alle modtagne fortrolige oplysninger vil blive behandlet fortroligt, medmindre det fremgår af omstændighederne, at oplysningen alligevel ikke er af fortrolig karakter og/eller oplysningen allerede er offentligt kendt eller kræves videregivet i medfør af gældende lovgivning.
8.3. WERENBERG ADVOKATER er berettiget til at meddele offentligheden, at vi har fungeret som klientens juridiske rådgiver på en konkret sag, når sagen er afsluttet og offentligt kendt.

9. Ansvarsbegrænsning, ansvarsforsikring og garanti

9.1. WERENBERG ADVOKATER har tegnet ansvarsforsikring hos HDI Global Specialty SE, Denmark under police 156-76950951-30018, der dækker al advokatvirksomhed, uanset hvor denne udøves. WERENBERG ADVOKATER har under samme police stillet garanti i henhold til de af Advokatsamfundet fastsatte regler.
9.2. WERENBERG ADVOKATER’s ansvar er begrænset til maksimalt DKK 5.000.000. Den samlede erstatning som én klient er berettiget til at modtage, kan i relation til krav rejst eller forhøjet i et kalenderår heller ikke overstige DKK 5.000.000.
9.3. WERENBERG ADVOKATER er ikke ansvarlig for nogen form for (i) driftstab, (ii) tab af omsætning, fortjeneste, forretningsmuligheder og/eller data, (iii) økonomisk konsekvenstab, (iv) forringelse af goodwill/image (v) og lignende, samt (vi) enhver form for indirekte tab.
9.4. WERENBERG ADVOKATER hæfter hverken for fejl begået af underleverandører, som WERENBERG ADVOKATER efter aftale med klienten helt eller delvist har overladt løsning af opgaven til, eller for fejl begået af rådgivere, som WERENBERG ADVOKATER har henvist klienten til.

10. Lovvalg og tvisteløsning

10.1. Denne aftale er reguleret af dansk ret og afgøres af de almindelige danske domstole.
10.2. Klager over vort honorar kan indbringes for de danske advokatmyndigheder
(hjemmeside:www.advokatnaevnet.dk).